Dit liedje komt uit een boekje van het Kniplings-festival in Tønder in 1989.
Her hat du dit mønster
her hat du akkorden
tolv alen skal nâs
men hellere fjorten
Bøj nakken, du lille
følg hvad her er priklet
til næst âr blir
det mere indiviklet.
Og den vej og den vej og sâ ovenover
et hjerte blir til, hvis ikke du sover
og nedom og bagom og tvinde og flytte
og nu indimellem og kaste og knytte.
Et vesteregnsmønster
af kniplende hænder
en trâd fra en tid
hvis arbeje ender
i festlige borter
som søde, smâ kraver
som sus i et skørt
og forneme gaver.
Ja, den vej og den vej og sâ ovenover
et blad foldes ud, hvis ikke du sover
og nedom of bagom og tvide of flytte
og nu indimellem og kaste og knytte.
Bøj nakken du lille
gør som der er tegnet
dit mønster er lagt
og din skæbne beseglet -
Hvem var du, min pige
og hvor var dit hjerte
græd du eller sang
imellem du lærte?
Ja, den vej og den vej og sâ overoven
en rose gror frem, kvis ikke du sover
og nedom of bagon og tvinde og flytte
og nu indimellem og kaste og knytte.
Og nâr du er færdig
med syr tusind hjerter
og øjnene svier
og muslerne værker
zer du da dit mønster
i kniplingens orden
før du puttes ned
fire alen i jorden?
Og den vej og den vej og sâ ovenover
et hjerte blir til, hvis ikke du sover
og nedom og bagom og tvinde og flytte
og nu indimellem og kaste og knytte.